Med denne udgivelse af bekendelser fra det menneskelige mørke giver Iben Krogsdal nye, stærke sindbilleder på tidens angst, uro og længsel efter dom.
Men samtidig er de voldsomme bekendelser nye trosbekendelser: Vejen går her fra afmagten mod overmagten – og fra fortabtheden til bønnen om igen at blive til i et større blik.
Iben Krogsdal har med disse henvendelser fra dybet udforsket det moderne menneskes ubevidste længsler efter Gud. Mørket og tomheden får her fuld kraft: Kun det menneske, der er blevet borte, længes hjem.
De 70 nye salmedigte er alle på kun tre vers. De er tro mod salmetraditionens stramme rimform, men de er samtidig skrevet i et råt poetisk sprog: Her bekender en nøgen stemme alt uden omsvøb i en verden, hvor Gud igen kan komme til.
Købes i Syng Nyts webshop her.
Stærke salmedigte om dommen, lyset og håbet
“De 70 salmedigte indeholder mange tanker og formuleringer, som man kan blive grebet af. Selv om håbløsheden indimellem får lov at få det sidste ord, så er det alligevel lyset og håbet, som lyser gennem selv de stærkeste bekendelser.”
Kristeligt Dagblad, juni 2018, af Steen Skovsgaard
Læs hele anmeldelsen her
Krævende salmedigte
“TRE er en ualmindeligt smuk lille bog.Formatet lægger sig til rette i hånden. Det sorte omslag vidner om det mørke, digtsamlingen bærer på, og de røde bogstaver i titel og forfatternavn henleder tanken på blod. Hjerteblod. Så er læseren allerede på sporet. Der er tale om en krævende samling af salmedigte – upoleret, hudløs og overvældende stærk. Den skal læses i små doser og med lys og liv inden for rækkevidde.”
Præsteforeningens blad, december 2018, af Carina Wøhlk
Læs hele anmeldelsen her